I er
studenter. Vi lader den lige blive hængende.. I er studenter. I har nået jeres
mål, og nu kan indtage en euforisk tidsboble i nogle dage. Indtil I – eller
måske jeres forældre – når tågen letter fra fester og Roskilde-festival, synes
at I skal ud af boblen igen. Tillykke med det. Nyd det. Sådanne tidsbobler er
der ikke så mange af. Og så vil jeg alligevel prikke lidt til boblen med lidt
serious rektor-talk som lidt modvægt til det I fik mig til at sige til Gallafesten.
Den bedst uddannede generation nogensinde
I har –
sandsynligvis uden at I helt er klar over det – taget første skridt i at
realisere regeringens målsætning om at I skal blive den bedst uddannede
generation nogensinde. Det kan godt være, at man gerne havde set, at lidt flere
af jer havde valgt en erhvervsuddannelse. Og måske også, at lidt flere af jer
var drenge. Men det ændrer ikke på, at har taget det første skridt i at uddanne
jer til den fremtid, som alle – uanset politisk tilholdssted – er enige om
kræver at man som medarbejder og borger er bedre uddannet en tidligere.
Leonard
Cohen synger i omkvædet til sangen The Future:
Give me back the Berlin wall
give me Stalin and St Paul
I've seen the future, brother:
it is murder.
Man kan
virke som noget af en party-killer når man nævner det netop i dag, men de
problemer som jeres generation kommer til at slås med er enorme: klima- og
miljøproblemer, den globale ulighed, velfærdsstatens overlevelse, en stadig
mere konkurrencebaseret global økonomi for bare at tage et par af
hovedskrifterne. Det er baggrundstæppet for den verden vi har efterladt til
jer. Og da ingen helt kan finde nøglen til at løse problemerne - eller i hvert
fald ikke er modige nok til at tage konsekvenserne af indsigten - så kan vi alle
i det mindste enes om, at det bliver svært og kommer til at kræve stærke, kloge
og innovative borgere at håndtere udfordringerne. Og derfor: education,
education, education, som Tony Blair i sin tid spidsformulerede sin politik for
England.
Hvorfor valgte I gymnasiet?
Der er nok
ikke så mange af jer der valgte gymnasiet for at uddanne sig til at klare de
globale udfordringer, selv om jeg ved at mange af jer er rigtig optaget af det
og arbejder som frivillige i jeres fritid.
Nogle af af
jer valgte gymnasiet af en form for magelighed, men magelighed med mening. Der
er en naturlig fortsættelse af folkeskolen, og man slipper for at tage stilling
til hvad man egentlig skal i tre år. Man har - som Thomas Korsgaard skrev i
Politiken - ”noget at falde tilbage på”, og så må man jo finde sig i, at det
indimellem kan blive lidt kedeligt, hvad det jo indimellem er. Selv hos os. Men
Facebook hjælper jo lidt på det. Det valg i traf er imidlertid ikke så tosset, for I får virkelig flere valg
på flere hylder end med andre ungdomsuddannelser. Og med den brede række af fag
har I mødt vinduer til en skatkiste af menneskelige erkendelser, som – selv om
I ikke altid har kunnet se meningen med alt – har tændt en lyst til at vide
mere.
I debatten
om gymnasiet bliver det ofte hævdet at mange vælger gymnasiet på grund af det
sociale og festerne. Jeg ved at I virkelig kan feste igennem. Det har vi jo set
nogle eksempler på her på det sidste. Men jeg tror, man undervurderer jer
groft, hvis man tror, at I har valgt gymnasiet på grund af fester. Selv om Sille og Lea og Lukas gør det godt,
er fester og cafeer ikke nok til at give gymnasielivet indhold. Og jeg tror også at I kender mig så godt at I
ved, at nok synes jeg unge skal more sig, men det er altså ikke derfor vi driver
skole. Det har vi jo ført et par kampe om i årenes løb. Hos nogle af jer tror
jeg at alkohol og fester fylder mere end godt er. Men I disse dage har I min
fulde opbakning til at feste igennem - bare I holder jer fra skolen og
Byparken.
Det
sociale, klassen, fællesskabet omkring skolen, betyder rigtigt meget for jer.
Og det skal det også, for det er jo en vigtig del af at være ung, at man
udvikler sig i fællesskab med andre. Mange af jer vil tænke tilbage på
gymnasiet som vigtige år for jeres udvikling, også fordi I udviklede jer sammen
med de andre og kunne bruge dem som en slags forbilleder, I har kunnet spejle
jer i i jeres rejse mod at finde jer selv.
Det drukner
ofte i debatten om gymnasiet, men mange af jeg valgte faktisk gymnasiet, fordi
I er seriøse, ambitiøse og allerede har en idé om, hvad I vil bruge jeres
fremtid på. Mange af jer er fantastisk dygtige, måske dygtigere end nogen
generation af gymnasieelever nogensinde. Nogle af jer er næsten for ambitiøse,
så I stresser jer selv. Men det at være ambitiøs og ville noget med sin skolegang
og sit liv, det er for mig ikke noget negativt. Det skylder man sig selv og den
gave man har fået i form af livet. Og det er idealet for enhver skoleleder at
lyset tændes i så mange ansigter, at alle får lyst til at lære, fordi de ved
hvad deres projekt med det er.
Hvad der
end var baggrunden for at hver af jer valgte gymnasiet, så håber jeg, at I lige
nu har oplevelsen af at have brugt tre år på noget fornuftigt. At I både har
udviklet jer som mennesker i skolefællesskabet, og har fået åbnet jeres øjne
for rigdommen i den menneskelige erkendelse og for de muligheder den giver for
at komme til at beherske dele af den.
Og I har
gjort en vigtig erfaring som I kan tage med jer: at sætte sig mål, slide for at
nå det – i forskelligt omfang godt nok – for at nå det, og så endelig efter tre
år at kunne sætte huen på hovedet. Den erfaring får I brug for. Nu ved I, at I
kan, hvis I vil.
Kompetencer, dannelse og personlig udvikling
Snart får I
papir på, at I har gennemgået en studieforberedende og alment dannende
uddannelse. Det lyder fint, men hvad betyder det? Det betyder for det første,
at I ikke er færdige med at uddanne jer. Den gode nyhed er, at I er færdige med
gymnasiet. Den endnu bedre er, at I snart skal fortsætte på en
erhvervskompetencegivende uddannelse og derefter ”livslang læring”. Det er det
vi har forsøgt at forberede jer på i de tre år på gymnasiet, undertiden med
ganske stor succes. Men uddannelse er ikke et eksamensbevis og livslang læring
ikke en endeløs række af kursusbeviser. Faktisk kan man uddanne sig uden at gå
på skole. Dropouts er ligefrem blev det nye sort. Med folk som Mark Zuckerberg
som rollemodel. Men jeg tror nu at de fleste er godt hjulpet af at supplere
livets skole med skolen.
Der foregår
en værdikamp omkring uddannelse, som jeg står noget uforstående overfor. På den
ene side plæderes der fo,r at uddannelsespolitikken skal sikre at vi får
uddannet en arbejdsstyrke med de kompetencer som der er behov for på fremtidens
arbejdsmarked i konkurrencestaten.
Over for det
lægges der vægt på at uddannelse er et dannelsesprojekt, for den enkelte til at
indgå i et fællesskab som samfundsborger og udvikle sig til borger.
Jeg kan
ikke forstå, at det skal formuleres som hinandens modsætninger. For mig er
dygtighed og dannelse hinandens forudsætninger.
Jeg ser
uddannelse som væsentlig i tre dimensioner:
·
Uddannelser
leverer medarbejdere med de rigtige kompetencer til erhvervslivet, privat og
offentligt, grundlæggende og specialiserede kompetencer. Det er en helt legitim
og nødvendig funktion.
·
Uddannelse
er et dannelsesprojekt, hvor den lærende med viden, værdier og adfærd lærer at
overskride sig selv for at indgå i fællesskaber, globalt medborgerskab. Gennem
fagenes vinduer får den lærende indsigt hvad der er gået forud for os selv og
en bevidsthed om at der kommer andre efter os.
·
Uddannelse
er selvdannelse, et personligt eksistentielt projekt hvor den lærende udvikler
sin personlighed og sine værdier i en interaktion med fag, undervisere og medlærende
Der er
nogen der anbefaler at man vælger uddannelse med hjertet. Og andre at man
bruger hovedet og tænker på hvad uddannelse kan bruges til. Jeg tror det er
vigtigt, at I både burger hoved og hjerte og finder jeres egen personlige
balance mellem disse tre aspekter af uddannelse: hvordan vil I ernære jer? Hvad
har I virkelig i hjertet lyst til? Og hvordan kan I bruge uddannelse til noget
der er meningsfuldt for fællesskabet.
Ingen kan
vælge det for jer. Det kan I kun selv. Og nu kan I snart ikke udsætte det
længere.
Mestring og skabelse
Uddannelse
diskuteres med store følelser, netop fordi det både berører spørgsmål om
fremtiden for kloden og samfundet og dybe eksistentielle spørgsmål om, hvad man
vil bruge sit liv på for den enkelte. Men lige meget om man vælger mest med
hjerne eller med hjerte, så er det at uddanne sig forbundet med anstrengelse:
Hvis man vil være dygtig må man slide og kunne tilsidesætte de umiddelbare
behov.
Der er
store krav om dygtighed overalt. Dygtighed er ikke bare de høje ”snit”, selv om
det selvfølgelig er et godt udgangspunkt. Dygtighed er mestring, det at kunne
et fag så godt, at man med sit hoved kan forstå og gengive det, og har det
under huden, i hænderne, i underbevidsthed, så det næsten bliver instinkt, tavs
viden, anden natur. Vi har ordet på mange sprog: Master, Meister, Maestro,
mester, og det dækker både dette at mestre et fag og dette at være fagets
mester.
Mestring er
ikke kun et bogligt og teoretisk fænomen. Mathias Tesfaye tale om Kloge hænder
og kloge hoveder. Og der skal 10000 timers slid til før mestringen både sidder
i hovedet og i baghovedet og hænderne. Så kirurgen kan operere så hænderne
næsten bevæger sig selv, så musikeren i bandet er i flow med de andre og
fornemmer hvor de vil hen, så mureren uden at måle ved hvordan stenen skal
lægges, så læreren mærker hver eneste elev og forstår at give de rigtige
udfordringer og feedback.
Mestring er
forbundet med stor indre tilfredshed, når sliddet bærer frugt. Og herefter
sætter mestrene sig nye mål, for mesteren er aldrig helt tilfreds.
Men
mestring er er også et dybt socialt forhold. Man mestrer sit fag, både fordi
det er vigtigt for en selv at overskride sine grænser, men også fordi man ved
at mestre sit fag kan stille det til rådighed for andre. Man bruger sit fag til
at skabe noget for nogen. Det man mestrer giver man som gave. Og man bliver et forbillede, som læremester. I
lærlingeuddannelse taler man ligefrem om mesterlære: man lærer af at arbejde
sammen med sin mester.
Mestring er
forbundet med kreativitet og skabelse. Og det udfolder vi alt for lidt i
gymnasiet – det Thomas Korsgaard igen ret i. Mesteren vil hele tiden udvikle
sin kunnen og finde nye veje, nye tricks. Men innovation der ikke er forbundet
med faglig mestring er ikke til gavn for nogen.
Om at turde vælge og vælge om
I er kommet
langt, Tillykke med det. Men der er langt igen, for I skal være mestre inden
for et område. I skal være den bedst uddannede generation, for det har
samfundet brug for. Og det har I også selv, for ved at være i stand til at
skabe værdi for andre vil I opleve en stor livskvalitet. Mestring er en vigtig
forudsætning for oplevelse af at man har et tilfredsstillende liv.
Valget af
jeres livsvej er vanskelig. Selvfølgelig, for den er vigtig og der er mange
muligheder. Men valget er ikke absolut, truffet én gang for alle. Der er altid
mulighed for at gøre erfaringer og foretage nye valg. Så I skal videre med at
dygtiggøre jer, også selv om I ikke er helt sikre på vejen.
Med
studentereksamen har I ikke fået noget at falde tilbage på. For det er ganske
enkelt ikke muligt i vore dages samfund, hvor udviklingen går så stærkt. Men I har
forhåbentlig fået et godt fundament for at træffe valg der er kloge for jer
selv.
Det eneste I må
love mig, er at I ikke læner jer tilbage, tynget af valgets byrde og underlader
at træffe valg. At det ene sabatår tager det andet. I har så mange potentialer
og så mange muligheder. Dem har I pligt til at udnytte. For jeres egen skyld og
for fællesskabets. Det har været hele meningen med vores bestræbelse her på
gymnasiet. Nu har vi gjort hvad vi kan og nydt at have jer i tre år. I er bare så gode, og I kan selv.
Med disse ord
dimitterer jeg jer hermed fra Ørestad Gymnasium