640 med store forventninger - kan vi leve op til dem?

Vi har nu sendt kvitteringsskrivelser ud til alle de unge mennesker, der har søgt Ørestad Gymnasium som deres 1. prioritet. 640 har søgt i år, hvoraf 35 skulle til uddannelsesparathedsvurdering. Det er det næst højeste søgetal vi nogensinde har haft, og vi er igen regionens mest søgte gymnasium.

Vi er stolte over, at så mange viser os tillid, men også ydmyge over for den opgave det er, at leve op til de unges forventninger til gymnasiet. Vi ved at forventningerne er store.

Efter 9/10  år i folkeskolen er der rigtig mange, som forventer et nyt uddannelsesmiljø med en ambitiøs faglighed, og hvor der stilles store krav til eleverne, så alle bliver udfordret. Det har mange oplevet for lidt i folkeskolen. Det er helt berettigede forventninger, og de fleste vil også opleve at gymnasiet er i et noget højere fagligt gear, end de er vant til. Men også på gymnasiet er elevgruppen sammensat af både meget dygtige og ambitiøse elever, og elever der har svært ved det og måske ikke helt har fundet motivationen til at gå i skole.

Alle forventer - og håber på - at komme med i et socialt fællesskab i og omkring skolen, så de udvikler stærke sociale relationer og en oplevelse af tilhørsforhold. For det meste lykkes det, og gymnasiet bliver rammen om stærke fællesskaber, men vi har også elever, der oplever at være udenfor, uanset hvor meget vi som skole arbejder med at skabe rammer om udvikling af fællesskaber.

De unge, der har søgt Ørestad Gymnasium som deres 1. prioritet, har givetvis også en forventning om at møde en skole, der er lidt anderledes. En moderne skole, hvor viden sættes i spil i forhold til omverdenen og dermed gøres relevant, og hvor der er motiverende og elevaktiverende undervisning med en gennemgribende anvendelse af digitale medier. Jeg har tidligere talt om det som en forventning om at møde en skole "der ikke er en skole".

Vi gør hvad vi kan for at leve op til forventningen om at møde en skole, der gør undervisningen meningsfuld og motiverende for moderne unge. Men vi er stadigvæk en skole. En skole med fokus på elevernes læring, og læring kan ikke altid være lystbetonet. Læring handler også - og måske mest af alt - om vedholdenhed i forhold til at øve sig på det der er svært.

Men selv om undervisning og læring ikke altid kan være lyst betonet, så skal den opleves som meningsfuld og alle skal have udfordringer, der svarer til deres nærmeste udviklingszone, og det bestræber vi os på.

Vi ved forventningerne er store. Vi vil gøre alt for at leve op til dem. Vi er ydmyge over for opgaven, for vi kan ikke fuldt ud leve op til dem alle. Og det er jo heller ikke en énvejs-forbindelse. Eleverne kan kun få opfyldt deres forventninger, hvis hver enkelt bidrager aktivt i både undervisning og i fællesskabet.

Vi kommer også til at skuffe nogle af vore ansøgere, fordi vi ikke kan optage dem alle. Vi håber, at vi får lov til at oprette en 15. klasse, så vi kan optage så mange som muligt. Hvem, der i sidste ende bliver optaget, afgøres af fordelingsudvalget, som fordeler efter optagelsesbekendtgørelsens bestemmelserne om transporttid. Et kriterium jeg altid har været modstander af, for jeg tror på, at de unge får den bedste uddannelse, når der opstå et match mellem en skole med en skarp profil og den enkelte elevs særlige fokus og interesser, og det har ikke meget med transporttid at gøre.