Translokationstale 2015

Kære studenter. 

Det kan ikke siges for ofte, så jeg siger det igen: Tillykke med at I nu er studenter. I har tænkt på det længe, forberedt jer grundigt; huer og andet udstyr har været klar til, at I kan tage det i brug, kørselsrute og fester er planlagt. Nu har I nået jeres store milepæl. I er studenter, og her til formiddag får i papir på det, som I kan bruge til at tage næste skridt i jeres liv.

Jeg har jo nogen gange advaret mod, at unge fester så meget, at det går ud over deres uddannelse. Men det gælder ikke i disse dage. I har en næsten statsgaranteret licens til at feste. Det er nærmest en borgerpligt at give den fuld skrue. For lige så vigtigt som det er at kunne fokusere og overvinde forhindringer for at nå sit mål, lige så vigtigt er det at fejre, at målet er nået.

Og kære forældre: Tillykke også til jer med at eksamensræset er overstået.
Jeg har indimellem indtryk af, at forældrene tager eksamen endnu mere seriøst end de unge selv, og er mindst lige så nervøse. Jeg selv aldrig været tilnærmelsesvist så nervøs for mine egne eksaminer, som jeg har været for mine børns.

Så nu kan I i god ro og mag tillade jer at slappe af og nyde, at de unge fester.  Lad dem være i deres euforiske tidsboble en tid endnu.

Studentereksamen som overgangsrite 

I dag er studentereksamen den begivenhed, der for de fleste unge markerer voksenlivets begyndelse. I dag fejrer vi mere end blot det vigtige, at I har anskaffet adgangsbilletten til en videregående uddannelse. Vi fejrer også afslutningen af en epoke i jeres liv og overgangen til den næste.

Jeg tror det er fordi, fejringen af studentereksamen er blevet den nye overgangsrite, at medierne i disse dage er så fulde af historier om studenter og billeder af glad og smuk ungdom. Og at det er så vigtigt for jer at fejre det efter alle kunstens regler. Med vennerne og klassekammeraterne, med familien, med skolen. Gader og stræder i hele København vil genlyde af jeres jubel over, at nu er I blevet studenter.

Det er en tid for de store følelser. Vemod og eufori. Usikkerhed og forventning.  Fordi det er afsked med noget kendt og trygt, som man er ved at udvikle sig væk fra, og ankomst til noget nyt som man glæder sig til, men endnu ikke ved hvad indebærer, og om man kan finde sig til rette i. Lidt ligesom da I startede som “putter” for en evighed af tre år siden.

Gymnasiet er for de fleste - og det tror jeg også OEG har været for jer - en tryg ramme om personlig udvikling i nogle konstituerende år i de flestes liv og om læring, der danner grundlag for videregående uddannelse. En beskyttet og lidt ansvarsfri boble, hvor man kan være herligt fri for at tage stilling til andet at gennemføre gymnasiet.

Og det har I gjort nu, og I kan nye frihedens himmelflugt. Euforisk og lidt skræmmende i samme bevægelse. Afskedens vemod og rejsens nye muligheder.

I valgte gymnasiet

For tre år siden traf I et valg af at gå på gymnasiet og på OEG. Jeg håber I synes, det var et klogt valg, og at I vil opleve, at I har fået et godt fundament for det, I nu skal i gang med. 

Nogle af jer havde en præcis idé om, hvad I skulle bruge studentereksamen til, og måske har I stadig det samme mål, men erfaringen viser, at mange ændrer det i takt med mødet med gymnasiets mange fag. 

Andre af jer valgte gymnasiet som den bedste ramme om at finde ud af hvad I vil. I udskød valget, mens I skabte et bredere fundament at træffe beslutningen på. Det er der sikker nogen af jer, der er blevet mere afklarede om, men andre er sikkert blevet endnu mere forvirrede end da I startede og trænger til et sabbatår, hvor I kan tænke det hele igennem. 

Men inden længe, måske allerede nu, hænger spørgsmålet tykt i luften: “Hvad skal du til at lave nu”?

Det næste svære uddannelsesvalg

Jeres forældre og alle andre siger det, og har ret: Det er vigtigt at videreuddanne sig, og det er vigtigt, at der ikke går for lang tid efter gymnasiet. Og det er jo irriterende at blive mindet om noget man godt ved, og som er åbenlyst fornuftigt, men som man bare ikke lige har fundet svaret på.

Og nemt er det ikke at vælge. Der er så mange muligheder for videreuddannelse (også selv om man ikke lige har 12 i snit), og alle uddannelser peger frem mod beskæftigelse inden for nogle områder, som det er svært at vide så meget om. Alle de økonomer og politikere, som har forsøgt at udtale sig om beskæftigelsesmulighederne for at regulere indtaget på forskellige uddannelser, har taget fejl.

Valget af uddannelse er jo heller ikke bare et valg af, hvor man skal tilbringe de næste par år af ens liv. Det sætter en vigtig ramme for ens rejse gennem livet, og det kan næsten virke som om, man samtidig vælger hvilket menneske man gerne vil være. Når det formuleres på den måde, er der ikke noget at sige til, at det opleves som et vanskeligt valg, som man ikke må tage let på, og som næsten kræver flere år efter gymnasiet at gøre sig klar til.

Men man bliver ikke nødvendigvis klogere af at tiden går. Man bliver bare ældre.

Der findes ikke et “perfect match” mellem et menneske og en karriere. Og det er heller ikke sådan, at ens uddannelsesvalg og efterfølgende valg af job støber ens livsbane i cement, så den aldrig kan ændres. Forestillingen om “the perfect match” kan virke blokerende -  man kommer ikke i gang før man har fundet det absolut rigtige valg af fremtid.

Selv om nogle af jer er sikre på, at I har fundet “the perfect match”, og skal starte på en uddannelse straks efter sommerferien, så må I være forberedt på, at I kommer til at foretage mange nye valg, og sikkert også store omvalg.

Ethvert valg er også et fravalg. Som flittig gæst på Roskilde-festivalen har jeg lært ikke at ærgre mig over de bands jeg ikke får hørt, men glæde mig over de bands som jeg oplever. Min Roskilde-festival består af de valg, jeg har truffet, og den er anderledes end alle de andre festivalgæsters.

Bag enhver åbnet dør er der nye døre med nye muligheder, som jeg ikke anede eksisterede, og som giver min livsbane en ny retning. Min livsbane og karriere er summen af de valg og fravalg, som man foretager. Jeg skaber i Karen Blixens forstand min “skæbne” gennem mine valg.

Det er ikke muligt at lægge en plan for valget af karriere og livsbane. Mange af de jobs, I kommer til at bestride i fremtiden, eksisterer slet ikke endnu, så hvordan skulle man kunne man planlægge efter at bestride dem? Man kan træffe det valg, der giver mest mening for én lige nu, og som man kan se giver muligheder for at udfolde vigtige sider af sin personlighed og kompetencer i. 

Hvis I ikke allerede har lagt jer fast på noget, kan man bruge sabbatåret til at kvalificere ens valg.

Det handler ikke om enten at vælge med hjertet eller hjernen. Uden hjertet går det naturligvis ikke, men hjertet kender ikke kun én vej. Man kan have hjertet med sig og gå ind ad mange forskellige døre. 

Fornuften alene gør det heller ikke. Både fordi der ikke eksisterer ét fornuftigt valg for hver enkelt, og der eksisterer heller ikke noget éntydigt svar på, hvilke uddannelsesmuligheder der helt sikkert fører til gode jobs. Så man må forsøge at opløse modsætningen mellem hjerne og hjerte. Hjælpe hjertet lidt på vej uden at tabe hovedet.

Mange unge ved meget lidt om arbejdsmarkedet, jobmuligheder og karriereveje og de uddannelser, der kan føre derhen. I kan planlægge jeres sabbatår, så I faktisk bliver lidt klogere. Søge jobs, der har en eller anden relevans for det, I gerne vil videre indenfor. I kan spørge i jeres familie og venskabsnetværk. I kan tale med uddannelsesvejledere. Når man ved for lidt om arbejdsmarkedet, ved man jo reelt ikke noget om, hvor man kan komme bedst til udfoldelse.

Og ikke mindst. Man skal lære sig selv at kende rigtig godt. Hvad der giver én glæde, hvad der er svært for én at håndtere, hvad man skal acceptere hos sig selv, og hvad man ønsker at forandre. Hvad man er god til, og hvad man lyst til at blive god til.

Det er hårdt at vælge, men man skal lære at være i valget, tilvalget og fravalget. De døre man åbner og de døre man lukker. Og når man har undersøgt tingene, når man har lyttet til sig selv, så skal man med lidenskab kaste sig ud i det og se de nye døre, der åbner sig foran én. Man skal med Kierkegaards ord om troen turde være på “de 70.000 favne vand”. Også selv om man ved, at man kunne have truffet et andet valg.

Livslang læring og selvdannelse

I har i dansk garanteret hørt om den klassiske dannelsesroman efter skemaet “hjem - ude - hjem”. Efter dette skema finder den dannede borger sin endelige plads i samfundet og tilværelsen og finder fred med sine egne dæmoner efter at have gennemgået en dannelsesrejse. Dette skema passer ikke til den moderne tilværelse og det moderne livsforløb. Her er vilkåret at kunne håndtere stadige forandringer, og det kræver livslang læring, hvor man hele tiden lærer at håndtere de nye udfordrringer. I denne model er der dømt “livslang studentereksamen”.

I den livslange læring må man kunne være på stadig rejse og samtidig bevare hjemligheden. Man må kunne bevæge sig og slå rod i samme bevægelse. Man må kunne hvile i kompleksiteten, forandringer og de nye valg, man hele tiden stilles overfor. 

Den nye folkesygdom stress er jo udtryk for, at det ikke er nemt at være hjemme i forandringerne, at hvile i kompleksiteten. At vælge og kunne prioritere, når der er så meget, man gerne vil eller synes man skal. Nogen prøver at overkomme det hele, og bliver stresset. Andre opgiver på forhånd og vælger en position som tilskuere. Og ingen af strategierne er jo helt fornuftige.

Der er opstået en selvhjælpsindustri med selvhjælpskurser, selvhjælpsbøger, halv- og helreligiøse tilbud, personlighedstests, som har hver deres bud på strategier til at håndtere kompleksiteten og forandringerne. Det kan man gøre grin med, og jeg skal ikke her kloge mig på, hvad der er bedre end andet. Men der er ingen tvivl om, at vi alle må finde ind til en kerne i os selv af værdier og selvindsigt, som vi kan navigere efter. For et indre kompas og et indre vaterpas har vi brug for, så vi som sneglen kan bære vores indre hus med os.

Det er også det, gymnasiets dannelsesprojekt handler om. Gennem fagenes vinduer til menneskehedens indsigter i natur, samfund og mennesker, har I fået redskaber, som I kan anvende til den selvdannelsesproces, som I er i gang med, og hvor ingen andre end jer selv kan give autoritative svar på jeres valg af ståsted. Vi lærer os selv at kende ved at spejle os i menneskehedens indsigter og ved at overskride sig selv og indgå i fællesskaber, hvad enten det er “smagsfællesskaber”, læringsfællesskaber eller arbejdsfællesskaber.

Klædt på til rejsen? 

I dag er i bare glade for, at det hele er overstået. Og I har måske svært ved at formulere, hvad I egentlig fik ud af de tre år i gymnasiet. Vi har gjort hvad vi kan for at klæde jer på til rejsen. Ikke bare til eksamen - skønt også til den - men til det samfund og det arbejdsmarked, I skal fungere i. 

Vi har arbejdet med digital dannelse og mediekompetencer. Vi har sat i viden i spil med samfundet udenfor og lært jer, at verden kan forandres, og at jeres indsats er vigtig. Vi har lært jer at samarbejde, og vi har arbejdet på at gøre jer til mennesker med tro på jer selv og med gennemslagskraft og handlekraft. Vi har lært jer at verden er global (de store udfordringer er globale og kan kun løses gennem globalt samarbejde), og vi har givet jer kompetencer til at spille sammen med mennesker med en anden kulturel baggrund end vores egen. Ja blot ved at kigge på hinanden har I haft en verden af forskelligheder for hånden. 

Og måske vigtigst af alt: Vi har lært jer at lære. Indsigt i, hvordan man lærer, og evnen til at sætte sig nye mål for sin læring er grundkompetencer, som I vil få brug for på den livslange læringsrejse

Læring gør ondt. Det håber jeg, I har opdaget, for ellers har I lært mindre, end I har potentialer til. Når man stilles over for nye læringsudfordringer, falder man ned i en grøft af modgang, som skal overvindes. Og når man er kommet op af grøften igen, giver det motivation, for mestring giver motivation. I sportens og kunstens verden er det velkendt, at man ikke bliver god uden at træne og øve sig, og at træning gør ondt, hvis man virkelig skal blive bedre - og meget ondt, hvis man skal blive virkelig god.

Læring fordrer, at man udvikler modstandskraft og udholdenhed, så man bliver i stand til at håndtere, når læring gør modstand. For det vil ske igen og igen, hvis I fuldt ud skal udfolde jeres potentialer. 

Det ligger i det danske uddannelses-dna - og ikke mindst i OEG’s eget dna - at motivation er vigtigt for at lære noget. Jeg tror, man med fordel kan vende det om: Ved at gå ind i opgaven og ved at lære at mestre den, bliver man motiveret til at klare nye udfordringer.

Træf jeres valg og kast jer ud i det med lidenskab

I kan bruge den erfaring, I nu har fået, med at overvinde jer selv og gennemføre studentereksamen. I har gjort det med hver jeres udgangspunkt, men mon ikke I vil give mig ret i, at man ikke gennemfører en studentereksamen uden at anstrenge sig og overvinde sig selv indimellem. 

Ingen kan love jer, at den rejse, I skal ud på, bliver nem. Vores samfund og vores klode står over for store udfordringer, som kun løses af dygtige og engagerede borgere og medarbejdere. Og hver enkelts rejse mod sin skæbne er også brolagt med forhindringer.

Men jeg ved, hvor store potentialer I indeholder. I kan så meget og drømmer så vildt. Så råb det ud i gaderne i dag, at her kommer I. Klar til næste fase i jeres liv og klar til at bære vores samfund videre.

Årgang 2012, lad København mærke at I er studenter. Spred glæde og fest omkring jer. 

Og se at komme af sted inden alt for længe, lad være med at vente på, at det helt rigtige dumper ned som en åbenbaring. Træf jeres valg og kast jer ud i det med lidenskab. Sig med digteren Henrik Nordbrandts ord:

“Jeg tilbeder den brændende jord, fordi den tvinger mig til at danse

og mine opbrugte masker, fordi de tvinger mig til at le.

Jeg tilbeder min ligegyldige død, fordi den tvinger mig til at leve”

Med disse ord dimitterer jeg Årgang 2012 fra Ørestad Gymnasium.