Får vi fravær?

“Får vi fravær”? spørger eleverne, når vi organiserer almentdannende eller kulturelle begivenheder uden for undervisningen (dog ikke når det er fester). Og mange elever sørger nidkært for at have de 10% fravær som de har "ret" til.

Karakteradgangskravene til de videregående uddannelser, der nu i alt væsentligt baserer sig på studentereksamensgennemsnittet, har på mange af de dygtigste elever den effekt, at de (forståeligt nok) er fuldstændig fokuseret på at få gode karakterer og mindre på deres læringsudbytte. Mange af de ambitiøse lider under stress og præstationsangst. Hos mange fagligt lidt svagere elever ser vi den modsatte effekt. Når man alligevel ikke kan få de topkarakterer, som er nødvendige på drømmestudiet, kan man i det mindste have det sjovt og afslappende i gymnasiet. 

Vi har på mange måder fået et skævt fokus i gymnasiet. Fravær og karakterer, mere end elevernes læring. Og det er ikke elevernes skyld. En god talemåde siger, at man får mere af det man måler, og da vi som skolesystem nidært måler fravær og giver karakterer, som bliver afgørende for elevernes fremtid, er der ikke noget at sige til, at eleverne fokuserer netop på det.

Netop for at styrke fokus på elevernes læring foreslog Per Helmer Hansen, der er medielærer på Ørestad Gymnasium, i kronikken "Et gymnasium der rykker" at vi erstattede "mødepligt" med “læringspligt", således at man løbende tjekker elevernes læringsudbytte, og at eleverne for at kunne gå videre skal nå bestemte mål og gå til nye tests, hvis ikke de når målene. Det ville flytte elevernes fokus fra om de er til stede og hvilke karakterer de får, til om de når målene for undervisningen; om de har lært noget.

Som Per Helmer Hansen selv skriver, så er der nok ikke lige politisk stemning for sådanne forslag ved de igangværende forhandlinger om regeringens gymnasieudspil, men vi kan jo godt begynde at realisere nogle af ideerne inden for den eksisterende ordning. For den nuværende fokus på fravær og karakterer er i hvert fald ødelæggende for det, som det drejer sig om, nemlig om eleverne lærer noget.

James Nottingsham's slide

Jeg hørte i den forløbne uge et foredrag med guruen inden for synlig læring, James Nottingham. Han sagde, at det væsentligste, vi kan lære eleverne i skolen, er “at lære at lære”. Ikke i betydningen at så behøver eleverne ikke at lære noget som helst substantielt men bare være i stand til at finde tingene på nettet. Men i betydningen, at de skal lære at give sig selv og hinanden feedback. Have et sprog for hvad de har lært, og hvad de mangler at lære, og at sætte sig mål for læringen.

Det kræver af lærerne, at de gør det tydeligt - synligt - for eleverne, hvad der er målene for undervisningen, og hvordan de kan vise, at de har nået dem, og at de giver eleverne feedback på deres læringsfremskridt. Ikke bare - og slet ikke først og fremmest - med en karakter. Som en anden af guruerne inden for synlig læring siger, så er det lærernes væsentligste opgave at vide, hvilken effekt lærerens pædagogiske indsatser har på elevens læring. Det arbejder vi med at blive gode til på Ørestad Gymnasium.

For at udvikle denne tænkning har vi på Ørestad Gymnasium taget initiativ til at danne et netværk om synlig læring med 15 andre gymnasier i samarbejde med Laboratorium for forskningsbaseret skoleudvikling og pædagogisk praksis, Ålborg Universitet og Institut for Kulturvidenskavber og Uddannelsesvidenskab ved Syddansk Universitet.

Allan Kjær Andersen

Dit eget projekt

Det er tid til valg af ungdomsuddannelse for de unge i 9. og 10. klasse. De bliver bombarderet med tilbud fra uddannelsestilbud og gode råd fra politikere og eksperter om, hvor vigtigt det er at tage en ungdomsuddannelse. Og det er det. For hvordan kan man som ung ellers forberede sig til en fremtid i det omskiftelige videnssamfund?

I en lang årrække har der været en tendens til at de unge flokkes om at gå på en gymnasial uddannelse. Især det almene gymnasium er populært. Og det forstår jeg som gymnasierektor naturligvis så udmærket.

Det almene gymnasium er en virkelig god uddannelse for dem, der ønsker at videreuddanne sig på en kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse. Gymnasiet er ikke i sig selv en uddannelse, men et grundlag for fortsat uddannelse til en beskæftigelse. Vi ønsker at forberede de unge så godt som muligt til videreuddannelse, herunder de lange universitetetsuddannelser. Derfor er gymnasiet krævende. Man skal arbejde ca. 50 timer om ugen og beskæftige sig med teoretiske problemstillinger, som man ikke altid kan se den umiddelbare mening med, men som har sin mening i tilegnelsen af et fag. 

Uddannelse er ikke et tryllemiddel, eller en medicin der kan indtages intravenøst. Det er en personlig tilegnelsesproces, der kræver virksomhed af den enkelte elev i samspil med de andre og med læreren. At vælge uddannelse må derfor ikke være et spørgsmål om at gøre som de andre, eller at “have noget at falde tilbage på”, at vælge “det sikre” eller at udsætte et egentlig uddannelsesvalg. Forudsætningen for at vælge en uddannelse er, at man har et personligt projekt med det; at man ved, hvorfor man gør det. Et personligt projekt betyder ikke, at man har en plan for resten af livet (det er der ingen ung der kan have), men at man gør sig klart, hvad det er man så langt øjet rækker gerne vil opnå med sit uddannelsesvalg - på det personlige plan, uddannelsesmæssigt og karrieremæssigt. Når man ved hvorfor man er der, giver det modstandskraft til at klare de krav og udfodringer, som man møder.

Når man vælger, er der altid også en mulighed for at vælge forkert. På gymnasiet støder man på så mange nye ting, at det kan blive anledning til at ændre retning. Og så må man gøre det. Det er bare vigtigt at man hele tiden forholder sig til, hvad ideen med at gå i gymnasiet egentlig er, for ellers kan det blive meget surt og kedeligt, og give nederlagsoplevelser.

For at få noget ud af sin uddannelse må man være motiveret for den, og motivation forudsætter at man kan se meningen med det. Det skal være led i et personligt projekt. Hvis gymnasiet giver mening i det personlige projekt, er det en fantastisk uddannelse, som giver et fremragende fundment for fremtidig videreuddannelse.

Allan Kjær Andersen

Ja, vi er Charlie

#JesuisCharlie; det mest populære hashtag i øjeblikket. Men selvfølgelig er vi ikke alle ligesom Charlie Hebdo, som har haft mod til at afprøve ytringsfrihedens grænser og på en intelligent måde kritisere alle former for autoritet. Vi identificerer os med Charlie Hebdo, fordi det morderiske overfald krænker noget helt fundamentalt i vores samfund. Ikke blot ytringsfriheden, men selve eksistensen af et åbent, pluralistisk, tolerant, frit demokratisk samfund. Ved at nedskyde en hel redaktion og andre medarbejdere ved højlys dag krænker morderne helt grundlæggende tillidsrelationer, som er nødvendige for at et samfund af frie og lige individer kan fungere.

Når vi siger, at vi er Charlie, siger vi, at det vil vi ikke acceptere. Vi vil forsvare vores demokratiske samfund med de grundlæggende rettigheder som borgerne har her. 

For mig giver begivenhederne i Paris også anledning helt grundlæggende at genoverveje skolesystemets - og min egen skoles - rolle i denne sammenhæng. Et gymnasium leverer ikke bare kompetente medarbejdere til fremtidens arbejdsmarked, men myndige borgere der, med demokratiske værdier og grundlæggende viden om samfund, natur og mennesker, kan indgå i samfundet og medvirke til at forme det. Borgere som kan argumentere for deres egne valg med den tilgængelige viden, men som accepterer at andre borgere er nået frem til andre konklusioner. Borgere som engageret kæmper for deres ideer i tale og skrift, og som giver de andre borgere samme ret. En kamp på ideer, ikke voldsorgier.

Borgere der, som de franske terrorister, ikke accepterer disse fundamentale principper for samfundets indretning, skal naturligvis bekæmpes. Og det er muligt, at de demokratiske samfund er så truede, at en øget overvågning er nødvendig. Men det er ved at insistere på vore grundlæggende værdier, at terrorismen på langt sigt kan bekæmpes. Og her spiller skolen en vigtig rolle.

I dag taler vi meget om hvor vigtigt det er, at vore unge mennesker uddannes med kompetencer på et højt niveau, så vi har de kompetencer der er behov for fremtidens arbejdsmarked. Vi taler måske for lidt om skolens dannelsesopgave. Begivenhederne i Paris bør få os til at genoverveje og reformulere skolens dannelsesopgave. Dannelse til myndige demokratiske borgere kommer ikke af sig selv. Den skal skolerne - nu som før - arbejde struktureret og målbevidst med. Mod demokratiets fjender hjælper kun mere demokrati, båret af myndige borgere.

Ja, vi er Charlie. Også på Ørestad Gymnasium.

7

På Ørestad Gymnasium anbefaler vi, at eleverne har 7 i gennemsnit i dansk, engelsk og matematik i de afsluttende karakterer i folkeskolen. Hvordan kan vi gøre det, når der ikke er et krav om en bestemt karakter i optagelsesbekendtgørelsen, og når regeringen i sit gymnasieudspil foreslår karakteren 2?

Vi har naturligvis ikke indført særlige karakterkrav på Ørestad. Det er også hos os sådan, at når den afleverende skole har vurderet at en elev er uddannelsesprat, så har eleven et retskrav på at komme i gymnasiet, og så er det optagelsesbekendtgørelsens regel om afstand mellem hjem og skole, der er afgørende for, om eleven kan optages på et gymnasium.

Vi siger 7 som en "varedeklaration" til kommende elever og deres forældre og til vejlederne på folkeskolerne om hvad Stx er for en uddannelse, og hvad der kræves for at gå i gymnasiet. Gymnasiet er - stadig - en boglig uddannelse. Og den stiller - stadig - store krav til elevernes evne til at tilegne sig teoretisk stof og til at håndtere et stort arbejdspres. Gymnasiet er - stadig - en uddannelse, der forbereder eleverne til videregående uddannelse, herunder lange videregående (universets-)uddannelser. At klare sig og trives i gymnasiet kræver først og fremmest, at eleven er motiveret for at lære noget og at de kan se et projekt med at gå på gymnasiet, fordi de ønsker at fortsætte på en videregående uddannelse. Ellers bliver det 3 lange år fyldt med nederlag.

Når vi siger 7, er det en vejledning til de unge om, hvad der kræves for at gå i gymnasiet. Hvis eleven har 7 og derover i folkeskolen, er det sandsynligvis udtryk for, at eleven et motiveret for at gå i skole og kan klare kravene. Hvis elev har under 7, kan det være udtryk for, at eleven er skoletræt og i virkeligheden ikke trives med at gå på en skole, der i høj grad fokuserer på boglige fag.

Der er mange elever, der har klaret gymnasiet godt, selv om ikke kommer med 7 fra folkeskolen. Men så er det, fordi de har et projekt med at gå i gymnasiet, og derfor leverer den arbejdsindsats, der er nødvendig. Vores vejledning om 7 er en påmindelse om, at hvis en elev har mindre end 7 i folkeskolen, så skal skeen tages i den anden hånd i gymnasiet.

Vi ønsker ikke at forhindre unge mennesker i at blive optaget på en uddannelse. Det er vigtigt at alle unge får en ungdomsuddannelse.

Men det er også vigtigt, at de vælger den uddannelse, der er den rigtige for dem. Gymnasiet skal man ikke vælge, fordi alle kammeraterne gør det. Gymnasiet skal man vælge, fordi man har et projekt med det og derfor kan se meningen med det.

Og meningen med gymnasiet er at forberede de unge til videregående uddannelse. Både de korte, de mellemlange og de lange.

aka